mandag den 18. marts 2013

En storm i et glas vand

Årtiers snestorm er blevet nedgraderet... Den ender nok nu som en storm i et glas vand, og sønnen bliver skuffet, fordi han havde set frem til flere kælketure og sneskovling....

Hvorfor er det, det sker gang på gang, at medierne blæser det op til det helt store, og så fiser det bare ud og bliver til ingenting? Hvorfor er der dette behov for, at det skal være så dramatisk? En smule kraftig regn, så er det "skybrud"; kraftigt blæsevejr, så er det "storm" eller "orkan"; og lidt sne og blæsevejr, så er det "snestorm". Og alle går vi og snakker om, hvor voldsomt det bliver, og hvad gør vi nu, når vi ikke kan komme hjemmefra?

Der er tilsyneladende en stigende tendens til, at alting skal dramatiseres og gøres lidt mere spændende, end det måske reelt er, og her tænker jeg ikke kun på vejret. "Breaking news", så er vi alle med på beatet i samme øjeblik, det sker - for ikke at tale om nyhedshelikoptere! Hvor tit er det lige, at der reelt set er behov for en nyhedshelikopter i Danmark? Ja, jeg spørger bare...

Er det fordi, at vores liv er blevet for kedelige og indholdsløse? Er det derfor, at vi har dette behov for at hente spænding gennem voldsomt vejr, kriminalstof, sport eller andet? Og samtidigt er der denne trang til at være med, lige når det sker! Sæt, vi gik glip af noget!

Handler det mon om, at vi på denne måde er mere "sammen" om det, der sker? At det får os til at føle os som en del af det store fællesskab?

Det skal serveres og opleves, som om jeg var der selv - lige nu! - og er med til at opleve det hele...selv om jeg faktisk bare sidder alene herhjemme bag skærmen...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar