lørdag den 13. juli 2013

SMS-forældre

Det er nu smart :-) At man bare kan bib-bib'e lidt på telefonen, og så er der lavet legeaftaler med kammeraterne. Eller meldt til eller fra fødselsdagsfester. Eller som i forgårs, da vi om aftenen kom i tanke om, at vi nok burde give en gave til personalet næste dag, hvor datteren havde sidste dag i børnehaven... I løbet af en times tid havde jeg sms'et med alle forældre og fået accept på, at de gerne ville være med. Og i går eftermiddag kunne jeg så mms'e et billede af gaven til dem alle med betalingsoplysninger :-) Ikke så socialt "vi kommer hinanden ved"-agtigt....Men skidesmart i en travl hverdag!

onsdag den 5. juni 2013

Nye begyndelser

Jeg startede på et nyt job i mandags. Og det gav anledning til nogle tanker om nye begyndelser generelt. Om de mange følelser, der kommer i spil, hver gang et nyt kapitel starter. Nervøsitet, spænding, forventninger, bekymringer, glæde og tristhed på én gang. For en ny begyndelse er jo som regel samtidig farvel til noget. I dette tilfælde farvel til tid og overskud ved at gå hjemme. Farvel til at kunne være med til at aflevere og hente børn hver dag (hvilket gør ondt på mit moderhjerte her og nu :-( ) Farvel til bureaukratiet i forbindelse med at være ledig (hurra!) Og goddag til faglig anerkendelse, interessante arbejdsopgaver og nye kolleger :-)

Igennem livet oplever vi mange nye begyndelser, men de blandede følelser, tror jeg ofte, går igen. Uanset om det er start i dagpleje, børnehave, skole, flytning, nyt job, nyt forhold eller noget helt andet. På én gang spændende, tillokkende og skræmmende... I en kort periode er man på glatis - uden for de trygge rammer. Som tryghedsnarkoman kan det godt være svært. Det ved jeg fra mig selv. Og kan også i høj grad se det hos min søn. Men jeg tror, det er sundt at komme på glatis indimellem. At komme uden for de trygge rammer en kort periode. Indtil de nye rammer pludseligt også er blevet til trygge rammer :-)

tirsdag den 14. maj 2013

Uforstyrret nattesøvn - YES!

Jeg er nødt til at dele en succesoplevelse med jer :-) Jeg har nemlig (næsten) fået min nattesøvn tilbage efter i umindelige tider at have brugt halve eller hele nætter med en (over)træt baby i armene, der bare kun kunne sove i favnen på mor. Og selv her kneb det indimellem....
Til sidst fik jeg nok! Efter at have tilbragt to nætter i træk siddende op i sofaen med en urolig baby i favnen besluttede jeg, at nu var det slut. Nu SKULLE hun lære at sove selv! I sin egen seng! Og hele natten! Og hvor ville jeg ønske i dag, at jeg havde taget den beslutning meget tidligere og taget den nødvendige "kamp". For det gik over al forventning! :-)

Den første nat var hård! Der var megen gråd og rigtigt mange ture hen til sengen for at tage hende op, trøste og putte hende igen. Og stor var fristelsen til at tage hende med ind i sofaen eller dobbeltsengen. Men jeg holdt stand, for beslutningen var taget, og jeg nægtede at falde i. Næste nat gik det allerede meget bedre :-) Jeg fortsatte med samme metode: Tog hende op, når hun vågnede, holdt hende et par minutter på skulderen og puttede så igen. Max 10 minutters samlet gråd blev det til anden nat! Jeg troede ikke mine egne øjne/øren. Var det virkeligt så nemt?

Den første uge blev jeg ved med at tvivle på successen og forventede hver gang, jeg puttede hende igen, at hun ville brokke sig og græde. Men det gjorde hun ikke! Og her en måneds tid senere virker det stadigvæk - langt de fleste gange... Og nu har hun faktisk lige sovet i sin seng hele natten lang uden opvågninger 2 nætter i træk! Fantastisk! :-)

Så hvis du, kære læser, har samme problem med en lille trold, der stjæler din nattesøvn, så prøv det! Måske er du lige så heldig som mig, at der kun skal en enkelt nats "kamp" til, før det hele vender :-)

torsdag den 2. maj 2013

Genbrug

Bukserne på min store knægt strammer, så det er på tide at finde nogle større. Men i stedet for fluks at sætte mig til computeren og bestille nogle nye, er jeg så priviligeret, at jeg bare kan gå op på loftet og hente flere par fra lageret. Årsagen er, at min bror og svigerinde løbende forsyner os med tøj, som deres drenge er vokset ud af. Og hvor er det bare dejligt hele tiden at have nye forsyninger på lager - og yderst besparende!

Rigtigt meget børnetøj når jo slet ikke at blive slidt op, inden det bliver for småt, og så er det altså genialt, at man kan sende det "videre i systemet" i stedet for at smide ud. På samme måde har jeg delt tøj med en anden svigerinde, hvor tøjet vandrer begge veje, efterhånden som ungerne vokser og får mindre søskende. Noget af det har været brugt af 3 børn eller flere på nuværende tidspunkt, men er stadigvæk i fin stand.

Genbrug er generelt en rigtig god ting - ikke kun mht. tøj. Det sparer ikke alene penge, men er også en klar gevinst for miljøet, når der ikke skal bruges ressourcer både til at forbrænde det gamle og producere det nye. Det handler også om at bruge de forhåndenværende materialer i stedet for altid at købe nyt og færdigproduceret. Hos os er der sjældent noget, der bliver smidt ud, for på et eller andet tidspunkt kan det sikkert bruges til noget - og ofte noget helt andet, end det oprindeligt var beregnet til.

Vores børn elsker også at komme i genbrugsbutikker eller på loppemarkeder. Ikke alene er der mange spændende ting, som man ikke ser i reklamerne, men det er også typisk til en pris, hvor lommepengene rækker, så de kan opleve fornøjelsen ved at købe noget for deres egne penge. Den store knægt snakker meget om, at han vil åbne en bod nede ved vejen, hvor han kan sælge alt det gamle legetøj, han ikke bruger mere - så han kan spare sammen til en Ipad. Det kunne være, vi skulle gøre alvor af det eller lade ham få en stand på et loppemarked. Ikke bare for at han kunne tjene lidt penge, og vi kunne få mere plads - men lige så meget for, at legetøjet kunne komme i omløb igen og bringe glæde til andre børn i stedet for bare at ligge i en kasse på vores loft.

Prøv engang at tænke over det. Hvad har DU liggende af ting, du ikke bruger, som kunne gøre gavn i et andet hjem? Hvis du ikke lige kender nogen, der kan bruge det, så giv det til en af de mange genbrugsbutikker. Så går det både til genbrug og til et godt formål = dobbelt gevinst! :-)

tirsdag den 30. april 2013

Store bagedag



Når man først går i gang med at bage, kan man lige så godt gøre det grundigt :-) Så i dag har jeg lavet en stor portion grovdej, en stor portion hvid dej og en stor portion rugbrødsdej.

Resultatet blev 2 plader grovboller, 1 grovbrød, 1 plade kanelsnegle, 1 plade syltetøjsboller, 1 rugbrød og 1 plade minirugbrød. Så kan vi smovse i friskbagt i dag, og der er stadigvæk nok til fryseren. Dejligt!

Opskrifterne kan I finde under Opskrifter, pånær rugbrødsdejen, som er lavet med udgangspunkt i denne opskrift fra en "blog-kollega":Rugbrød uden surdej. God fornøjelse! :-)

torsdag den 25. april 2013

Eksplosionen

Det er lige nu, det sker derude... Den grønne eksplosion. Hvert år ønsker jeg at trække den ned i tempo, se den i slow motion og få lov at nyde det hele lidt længere tid. Og hvert år føler jeg mig en lille smule snydt, når det hele endnu engang er overstået i løbet af en uges tid. Det ene øjeblik er påskeliljerne kun et par grønne spidser, der tappert kæmper sig vej gennem den frosne jord. Det næste øjeblik er de eksploderet i et gult flammehav, der står i skarp kontrast til de endnu vintergrå omgivelser. Som fyrværkeri på en sort nattehimmel. Og så accelerer det ellers derudad med 110 km i timen. Purløgene vokser minimum en centimeter om dagen nu. Kastanietræet står med store potente knopper og vil om få dage stå med store lyse blomsterstande, der tiltrækker et hav af bier. Så følger æble- blomme- og kirsebærtræer med en sky af hvide og lyserøde blomster som brudekjolen, der afslutter forårets modeshow. Og så er det med et overstået... Den nøgne grå vinterkjole er med et trylleslag forvandlet til det helt store grønne skrud. Som askepot før ballet. Så skynd jer ud at se forvandlingen! I dag - inden det er for sent...

tirsdag den 23. april 2013

Det bedste legetøj

Det bedste legetøj er tit det enkleste siger man. Og hvor er det sandt! I øjeblikket er det største hit hos den bette på 1 1/2 år at hælde vand frem og tilbage mellem 2 kopper :-) Og leg med vand er jo i det hele taget altid et hit hos børn i alle aldre.

Det har gang på gang vist sig, at alt det fine og dyre legetøj, som har et begrænset antal funktioner, lynhurtigt bliver kedeligt og kommer til at samle støv. Hvorimod det legetøj, der kalder på fantasien, bliver hentet frem igen og igen og kan bruges af alle aldre. Lego er naturligvis en topscorer, og der er blevet bygget talrige huse, garager, brandstationer, robotter, pyramider, biler osv her i huset.

Men noget af det, de alle tre har leget mest med, er faktisk en kasse med Knudsen kiler - en samling af kileformede ru plastiskdimser, som man f.eks. bruger, når man skal sætte en dørkarm fast. Det er altså slet ikke legetøj, men fungerer ikke desto mindre genialt som legetøj. Man kan bygge flyvehop til de fjernstyrede biler, tårne i alle afskygninger, korthuse, runde oste på gulvet og meget meget mere.... Og den bette bruger dem i øjeblikket til at fylde kasser, kander og alle former for legetøj, hvor de kan proppes ned i :-) Så hvis I mangler fornyelse i legetøjet, så køb en kasse Montage Mix fra Knudsen Kilen A/S! Den fås i Harald Nyborg til 179 kr, og jeg garanterer jer, at den er alle pengene værd :-)